Farvergården - undervisning

Farvergården ligger i hjertet af det historiske Kerteminde. Museet kan dermed bruges som omdrejningspunkt i historieundervisningen om byen. I museets udstillinger fokuserer vi på centrale aspekter af byens historie i sammenhæng med hverdagslivet i den lille fiskerby. Fra museet kan I gå ud i byen og finde sporene fra historien. Enten med en fra museet eller på egen hånd.

Farvergården er egnet til en rundtur på egen hånd, hvor I kan benytte Jer af de forskellige udstillinger til at vælge emner indenfor historie, billedkunst, dansk, design og natur/teknik. I kan også vælge en guidet tur rundt i museet eller en byvandring i Kertemindes gamle bydel, hvor der fortælles om byens udvikling, de gamle købmandsgårde, havnens betydning og de gamle fiskermiljøer. Indholdet målrettes efter alderstrin, fag, samt emner og projekter, som er aktuelle for klassen. Byvandringens indhold afpasses og tilrettelægges desuden gerne efter særlige ønsker.

Som noget nyt har vi fået en minibiograf, der viser film fra Kerteminde optaget i perioden 1938-1962. Desuden har vi fået en ny udstilling, der særligt er henvendt til børn i alderen 5-10 år. Den handler om to børn, der har boet i Kerteminde omkring 1900 og som kom fra forskellige kår. I finder også udstillinger om vartegnet Amanda, fiskeri, forbrydelse, straf og krig samt legetøj og færdselssikkerhed. På loftsetagen er der indrettet 7 værksteder, der fortæller om håndværk anno 1900 - I kan fx gå på opdagelse i fotografens, urmagerens, sejlmagerens og skomagerens arbejde.

I kælderens mørke kroge kan I fx se gamle vaskemaskiner, et forrådskammer og en gammel smedje. I vores hyggelige museumshave kan I prøve stylter og væltepetere samt nyde det gode vejr.

 

Skolemateriale fra Farvergården

Købstaden Kertemindes historie

Svenskekrigen

Mit Østfyn: Farvergården

Mit Østfyn

Særforløb på Østfyns Museer for alle 3.-6.-klasser i Kerteminde og Nyborg kommuner.

Læs mere.