”Hold på hat og briller”
En festlig parade af tilbehør til klædedragten
11 juni - 29 august
kl. 10 - 16

Museets kulturhistoriske afdeling har i år valgt at sætte fokus på en særlig side af hverdagslivet, nemlig de mange ”løsdele”, vi gennem tiden har omgivet os med, ikke mindst i form af tilbehør til klædedragten.
Genstandene stammer overvejende fra museets egne samlinger og er således en god anledning til at vise et udsnit af de mange ting, der normalt lever en tilbagetrukket tilværelse på museets magasiner.
På udstillingen kan man se en parade af hatte, stokke, paraplyer, sjaler, cigaretetuier, lommeure, briller, tasker og meget mere.
Det er ikke blot ting, som gennem tiden har været underkastet forskellige modeluner, men også genstande som viser omverdenen det billede, indehaveren har ønsket at tegne af sig selv.
Tilbehøret er med andre ord velegnet til at vise forskellige tiders konventioner. Derfor er udstillingen krydret med citater fra Emma Gads ”Takt og Tone”. At mange af dem har gyldighed i dag, viser eksempelvis denne formaning fra fru Gad: ”Lad Dem ikke helt beherske af Deres Telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale. Kun alt for ofte sker det, at man lader betydningsfulde Forhandlinger afbrydes, og deres Traad tabes, maaske for bestandig, for at modtage en ganske ligegyldig Forespørgsel i Telefonen” – gode råd i disse mobiltelefontider.
På udstillingen får den besøgende mulighed for at iklæde sig nogle af genstandene og få sit billede op på udstillingens opslagstavle. Ligeledes vil der i løbet af udstillingsperioden blive arrangeret aktiviteter og udklædning for børn.