Østfyns Museer har stor andel i Kirsebærfestivalen i Kerteminde. Og udover konkurrencer i så forskellige discipliner som kirsebærstenslangspyt, kagebagning og kunst, samt cykeltur, café i museumshaven, kunstaktiviteter for børn, bogudsalg og byvandringer, er der også flere spændende udstillinger at besøg i anledning af Kirsebærfestivalen.
Det fulde program for Kirsebærfestivalen findes på festivalens hjemmeside: www.kirsebaerfestival.dk.
Læs om udstillingerne her nedenfor.
Silo 2010 – en hilsen til Fynboerne
17. juli - 8. august i Siloen på Havnen

Særudstilling med 24 lokale kunstnere slår dørene op fredag den 16. juli kl. 15.30 i siloen på Kerteminde Havn. Ferniseringen foregår i forbindelse med Kirsebærfestivalens åbning, når Rylen, ladet med kirsebær, lægger til ved Nordre Havnekaj.
Den ekstra titel "En hilsen til Fynboerne" skyldes, at kunstnerkredsen omkring Johannes Larsen og Fritz Syberg kaldte sig Fynboerne. De udstillende kunstnere har fået den opgave, at de skal forholde sig til de fynske malere – og det er der kommet vidt forskellige fortolkninger og værker ud af. Fuglen er f.eks. et gennemgående motiv på udstillingen, hvilket er en fornem hilsen til Johannes Larsens fuglebilleder. Kertemindes omegn har desuden inspireret flere kunstneren, der udstiller landskabsmalerier med henvisning til de fynske bondemalere. Et par kunstnere har rejst i Johannes Larsens fodspor til Island, bjergtaget af den rå natur, og andre kunstnere har taget udgangspunkt i billedtitler af Johannes Larsen, bl.a. hans kendte maleri "Bygevejr i April".
Værker af: Amy Grandt-Nielsen, Benny Dalberg, Bjørn Nordahl, Charlotte Laursen, Esben Eriksen, Gudrun Heltoft, Hardy Mohr Ernst, Helle Baslund, Helle Fabricius, Henrik Boisen, Ida Holm Mortensen, Jens Bohr, Karin Løvenstein, Kirsten Hesselager , Kirstine Mengel, Lars Zoega, Lise Eriksen, Niels Erik Skovballe, Ole Vedby Jørgensen, Ragna Tybjerg, Steen Lundstrøm, Søren Hillerup Vaag, Thorkild Havmøller og Troels Trier.
Download eksempler på værker fra silo 2010 her.
Milena Bonifacini
9. juli - 16. august 2010 i Kaffehuset på Johannes Larsen Museet

I anledning af Kirsebærfestivalen viser vi en lille udstilling med kunstneren Milena Bonifacinis værker.
Milena Bonifacini bor på Østfyn. Hun er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (1989) og har udstillet mange steder i ind- og udland.
Milena Bonifacinis kunstværker indgår i et organisk og fabulerende univers af farver, former og mønstrer, der snart påkalder sig genkendelse af objekter fra naturen eller hverdagen, og snart negerer enhver lighed igen.
"Jeg arbejder meget improvisatorisk og legnede, og det passer godt til det organiske formsprog. Det organiske er dynamisk; det er i stadig forandring og giver plads til fantasien", siger kunstneren.
Udstillingen vises i Johannes Larsens vaskehus (Kaffehuset).
Kirsebærkurve 2010
9. juli - 16. august i "Længen" på Johannes Larsen Museet

Kirsebærfestivalen er en årligt tilbagevendende begivenhed i Kerteminde Kommune. Festivalen, der foregår tredje weekend i juli måned rummer et væld af arrangementer indenfor kunst/musik/gastronomi m.m. med kirsebærret som omdrejningspunkt.
I den forbindelse har væver og kunsthåndværker Helle Baslund for fjerde år i træk kurateret en udstilling af Kirsebærkurve på Johannes Larsen Museet.
Udstillingen, der kan ses i perioden 9. juli – 16. august 2010 viser en bred vifte af kurve og giver flere eminente bud på hvor kurveflet befinder sig lige nu. Sjove, sære, skønne og smukke kurve i et væld af former, farver og materialer.
Ti kurvemagere, pileflettere, kunsthåndværkere fra henholdsvis Finland, England, Spanien og Danmark er inviteret til at give deres fortolkning af kirsebærkurve og et håndværk under forandring.
De indbudte er i år: Anelma Savolainen (Finland), Lluis Grau (Spanien), Maggie Smith (England), Mary Butcher (England), Tenja Skotte, Susanne Whittingham, Annette Bendixen, Annette Holdensen, Helle Baslund og Jette Mellgren.