Kerteminde Kirke

Tid: Tilgængelig i kirkens åbningstid
Sted: Torvet i Kerteminde

Følg med i DR's store historiesatsning og find historien her på Østfyn! I femte afsnit er vi nu nået til senmiddelalderen!

Kerteminde Kirke

Sct. Laurentius Kirke  - sognekirken i Kerteminde og byens ældste hus - står i dag som købstadens mest markante monument fra senmiddelalderen. Dens placering ved byens centrale torv er et vidnesbyrd om, at kirken i middelalderen var samfundets dominerende institution.

Forgængeren var en trækirke

Kertemindes første kirke har formentlig været en trækirke, opført omtrent samtidig med bydannelsen omkring 1300. Første gang byens navn er omtalt i en skriftlig kilde, er i forbindelse med kirken, nemlig da en købmand fra Lübeck i 1350 nævner kirken i sit testamente. Først i forbindelse med en stor udbygning i slutningen af 1400-årene har kirken i hovedtrækkene fået sin nuværende skikkelse.

Helgentro

Her i senmiddelalderen var kirken ramme omkring den katolske tids helgentro. Kirken var udstyret med talrige altre og kapeller, som kunne være viet til flere helgener eller skifte navn ved nyindvielser. Kilderne taler om Vor Frue alter, Skt. Gertruds alter, Skt. Nikolaj alter, og tilstedeværelsen af en Skt. Anne gård i byen tyder på, at der også har været et Skt. Anna alter. Højalteret var sandsynligvis viet til Skt. Laurentius, kirkens værnehelgen.

Middelalderligt murværk

Hovedparten af kirkens mure udgøres stadig af det oprindelige, middelalderlige murværk. Dette blev igen synligt, da man i 1870’erne valgte at fjerne det hvide lag puds, som fik købstadskirken til at fremstå som en almindelig landsbykirke. Den ”oprindelige” middelalderkirke var dog noget lavere, idet man ved samme lejlighed forhøjede tårnet med nogle meter. Også den ældste af kirkens klokker, den såkaldte ”Tiklokke” fra 1419, er en del af nutidens kirke.

Katolsk monstransskab

Størstedelen af kirkens inventar er fra 1600-tallet, men enkelte middelalderlige ting er bevaret. Det gælder kirkens gamle pengeblok, der har en katolsk fortid som monstransskab, og et sengotisk skab fra omkring 1500, der bruges til opbevaring af altersølv. Den mest spektakulære genstand – ”Kristi Grav”, en træfigur forestillende Kristi lig i en trækiste – skal man dog på Nationalmuseet for at se.

Kerteminde Kirke - historisk

Billede: Kerteminde Kirke set af den hollandske korttegner J. Elandts tegning på et kort fra 1659. (Det Kgl. Bibl.).

Kurt Risskov Sørensen

Find flere "Historier om Danmark" på Østfyn her.

 

Logo

Det sker på museerne

Foredrag, markeder, værksteder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

3.500 år gamle skeletter udgravet
22. september 2017
Landskab & Arkæologi

Otte skeletter fundet ved Kerteminde vil give os unik ny viden om livet i bronzealderen.

Nyerhvervelse indgår i udstillingen 1917 – EN NY TID
22. september 2017
Johannes Larsen Museet

I forbindelse med udstillingen 1917 - EN NY TID har museet været heldige at kunne erhverve et nyt værk til samlingen, nemlig et maleri af den svenske maler Kurt Jungstedt.

Bedre adgangsforhold på Borgmestergården
20. september 2017
Borgmestergården

Ny belægning og kørestolsvenlige gangstier på gårdspladsen forbedrer adgangen til Borgmestergården.

Historien om Danmark: Lige rundt om hjørnet!
20. september 2017
Østfyns Museer

Følg med i anden halvdel af DR's store historiesatsning og find historien her på Østfyn!