100 fynske billeder

Tid: 4. til 28. juni 2015
Sted: Toldboden

Udstilling af pressefotos taget af 20 fotojournalister fra Fynske Medier. 

Udstillingsåbning 4. juni kl. 14. Udstillingen bliver åbnet af Fotomuseets tidligere leder, Finn Thrane, og af Michael Bager, fotochef i Fynske Medier. Gratis udstillingskataloger, så længe lager haves.

Fotografer fra Fynske Medier viser årets pletskud. De har fanget store og små begivenheder, hverdag og fest, glæde og sorg. Der er fotos af kendte mennesker, familien Fyn og de særlige øjeblikke, hvor fotografen befandt sig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Pressefotograferne ved Fynske Medier udvælger hvert år de bedste af de tusindvis af billeder, de hvert år tager til aviserne. Udstillingen har tidligere holdt til på Brandts i Odense, hvor den blev vist sammen med udstillingen Årets Pressefoto. I år har Fynske Medier i stedet lagt vægt på, at udstillingen kommer rundt på Fyn, og torsdag den 4. juni kommer den til Toldboden i Kerteminde.

Vandreudstillingen består af 100 billeder, som 20 fotojournalister og pressefotografer fra Fynske Medier står bag. Det er pressebilleder, som i sig selv fortæller historier så gode, at de fortjener at blive fortalt større og over flere dage. Chef for Fynske Mediers pressefotografer, Michael Bager, har derfor har sørget for at fremstille de store fotografier i ens og let transportable størrelser, så de kan komme rundt i det fynske land.

Hver dag året rundt deles over en milliard billeder på de sociale medier verden over. I mange tilfælde er det selfies eller billeder af folks mad, børn eller kæledyr. Vi fotograferer indad mod os selv mere end nogensinde. I denne overflod af visuel information har fotojournalistikken en stadig vigtigere plads. Fotojournalisterne vender opmærksomheden væk fra sig selv og ser på menneskene omkring sig. Her er det andres liv og følelser, der er i fokus. Ikke fotografens.

På udstillingen ’100 fynske billeder’ kan man opleve, hvordan de professionelle fotografer spiller på hele registret: fra begejstringen i et flygtigt øjeblik til den lange visuelle fortælling, hvor fotojournalisten kommer ind under huden på et andet menneske. Her hjælper fotojournalistikken os til mere end blot at se. Billederne bringer os tættere på, så vi også kan føle og forstå.

Udstillingen støttes af Den Fynske Bladfond.

 

Det sker på museerne

Foredrag, markeder, værksteder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Guide til historisk garderobe
25. februar 2020
Nyborg Slot og Kulturarv

Nu kan man få ideer til sin historiske garderobe i nyt idékatalog fra Nyborg Slot og Nyborg Slots Dragtlaug.

Museets største udgravning nogensinde er i gang
24. februar 2020
Landskab & Arkæologi

Første spadestik i et arkæologisk snit på tværs af Fyn er taget, og nu venter der masser af arbejde til arkæologerne resten af året.

Vikingerne gik under jorden for at arbejde
24. februar 2020
Vikingemuseet Ladby

To grubehuse på vej på Vikingemuseet Ladby.

Rigets Hovedstrøg brolægges
21. februar 2020
Nyborg Slot og Kulturarv

I øjeblikket høres der hamren og banken fra Torvet i Nyborg. Det er brolæggerne, der er i gang.