Kertemindes Byhistoriske Arkiv er oprettet i 1955 som en
afdeling af Kerteminde Museum. Initiativtageren var byhistorikeren,
politimester V. Woll, der stort set var ene om at drive arkivet de
første år. Efter nogle års stilstand blev arbejdet genoptaget af
museets formand, lektor Hugo Madsen.
På basis af en privat samling blev Kerteminde Byhistoriske Arkiv
oprettet med kommunal støtte i 1973. Under ledelse af Hans Hviid
blev arkivet opbygget og indrettet i den gamle toldbygning,
Strandgade 3.
I 1991 blev de to arkiver lagt sammen og fik til huse i den
tidligere biblioteksbygning, Strandgade 5, hvor arkivet stadig
befinder sig.
Under medvirken af Byarkivet blev der i 1980'erne og 1990'erne
oprettet lokalarkiver i alle de gamle sognekommuner. Arkivet dækker
det gamle Bjerge herred, som stort set svarer til Kerteminde
Kommune efter 2007. Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv
samarbejder og udveksler materiale med lokalarkiverne i Kølstrup,
Rynkeby, Revninge, Drigstrup, Mesinge, Martofte, Stubberup, Viby,
Munkebo og Langeskov, og Kerteminde Kommune råder således over et
usædvanligt finmasket lokalhistorisk netværk.