24. december: Kristus fra Aunslev

Dagens detektorfund: Kristus fra Aunslev, hængesmykke af guld

24.dec

Størrelse: 4,1 cm

Fundet ved Aunslev, ØFM 603 x 12

Datering: Vikingetid

Finder: Dennis F. Holm

Kristus fra Aunslev

Fredag d. 11. marts 2016 dukkede et helt særligt fund op af jorden tæt ved Aunslev kirke. Et lille hængesmykke af guld, 4,1 cm højt i form af en mand med udstrakte arme – Kristus på korset. Figuren er skabt af tynde guldtråde og små filigrankugler, der er monteret på udhamret guldblik. Bagsiden er glat og øverst er der placeret et fint øje til ophængning. Krucifikset ligner et forgyldt sølvkors, der er fundet i Birka ved Stockholm i Sverige i en kvindegrav fra vikingetiden. Krucifikset fra Aunslev er det første danske eksemplar i fuld figur. Man har tidligere fundet fragmenter af lignende kors i en sølvskat på Omø og i en kvindegrav på Als. De to krucifikser fra Birka og Aunslev ligner hinanden så meget, at de med stor sandsynlighed er lavet i det samme værksted – måske endda af den samme håndværker. Vi ved ikke hvor værkstedet lå, eller om det var en omrejsende guldsmed, der lavede smykket, men det er uden tvivl fremstillet i Skandinavien.

Det ældste billede

Guldkrucifikset har sandsynligvis været båret af en vikingekvinde, men om smykket har vist, at hun var en kristen viking, eller om det blot var en del af en hedensk kvindes værdifulde pynt, kan vi ikke afgøre. ”Kristus fra Aunslev” dateres til første halvdel af 900-tallet. Det er dermed ældre end Harald Blåtands store sten i Jelling, som hidtil har været regnet for det tidligste billede af Kristus i Danmark.

Den sejrende Kristus

I efteråret 2015 blev et andet ikke mindre imponerende krucifiks fundet ved Trellerup (se teksten i Julekalender 2015, 24. dec). Det er af sølv og 4,7 cm højt. Begge sider er prydet med et billede af Kristus iført pludderbukser og snabelsko. Han har overskæg og måske også hageskæg. Omkring hovedet har han en korsglorie. Sølvkrucifikset er godt 100 år yngre end guldkrucifikset, og de to kors virker umiddelbart meget forskellige i udtrykket. De viser dog begge Jesus som ”den sejrende Kristus”, ligesom han er afbildet på den store Jellingesten.

I modsætning til senere i middelalderen, hvor man ser Jesus lide på korset med hængende hoved og tornekrone, er disse to figurer ikke tynget af verdens lidelser. De ser begge to lige frem og viser den sejrende Kristus, der genopstået har overvundet døden. Billedet af en stærk og sejrrig gud eller konge har sandsynligvis tiltalt vikingerne og passet godt ind i deres verdensbillede.

De er begge tydeligvis bundet fast til korset. På begge kors er Jesus klædt i tøj, der ville være genkendeligt for en viking. Kristus fra Aunslev er iført ringbrynje, brede bukser og måske endda en form for hjelm og både pludderbukser og skægmode på sølvkrucifikset ville være faldet fint ind i vikingernes modebillede. Begge krucifikser er fornemme eksempler på, hvordan vikingerne forestillede sig at Jesus så ud. 

 

Landskab & Arkæologi

Tlf.  +45 - 65 32 16 67

Skriv email

 

Jeg skal bygge

Husk at tjekke, om du skal kontakte museet inden du bygger.

Læs mere her
Runebrev fundet i nærheden af Rynkeby i 2013
Jeg har fundet noget

Har du fundet noget i jorden, som du mener kan være interessant, så kontakt museet.

Læs mere her